Af Ian Hawkesworth, Bestyrelsesmedlem UEF-DK
Det østrigske formandskab har luftet tanken om at genoplive forfatningstraktaten. Tysklands Angela Merkel er forsigtigt positiv, Chirac er tavs, og hollænderne mener, det er helt ude på absurditetens overdrev. Hvordan skal man som føderalist forholde sig til dette? Her er et bud.
Det første man bør gøre er at forholde sig til de faktiske forhold i jernindustrien. Med andre ord baggrunden for, at to af de mest integrationsivrige befolkninger stemte nej til traktaten. Der har været mange bud på nejets ophav. De kan i hovedtræk inddeles i fire synspukter A) Befolkningen forstår ikke hvad sagen drejer sig om B) Befolkningen stemte nej af indenrigspolitiske årsager C) Befolkningerne stemte nej fordi der var for lidt EU D) Befolkningen stemte nej pga. uenighed om den retning EU har taget.
Synspunktet om, at befolkningen ikke forstår hvad det drejer sig om, er desværre et velkendt pro-europæisk fænomen. Det bunder i den grundlæggende opfattelse, at hvis man rationelt kan sandsynliggøre konkrete fordele, så stemmer folk ja. Det kan være flæskepriser, frie markeder, gode stemmeregler, demokratisering af Balkan mv. Når befolkningen så stemmer nej, er det fordi, det ikke er forklaret godt nok. Præmissen er, at folk er lidt tunge i opfattelsen, det skal ind med skeer (og det må der afsættes penge til). Argumentet er først og fremmest problematisk, fordi det er groft undervurderer borgerne. Sandheden er jo den, at de kan sagtens kan forstå forslaget, men de vurderer ikke de såkaldte ’rationelle’ fordele som tilstrækkelige.
Så er der synspunktet om, at der var indenrigspolitik, der afgjorde sagen. I virkeligheden var folk for traktaten, men de var imod regeringen, så den skulle have en blodtud. Og det har da sikkert noget på sig. For i folkeafstemninger kan man jo selv bestemme, hvorfor man vil stemme ja eller nej. Konsekvensen af denne analyse er, at man skal vente et par år og så med nye ledere prøve at sælge den gamle traktat igen. Dette mener jeg er en farlig vej at gå. For det første fordi traktaten nu en gang faldt, og fordi det efter min mening ikke var hovedsagen til nejet.
Videre er der de, som lægger vægt på, at venstrefløjen i Frankrig stemte nej som følge af, at traktaten var for ’frimarked anglo-saksisk’. De savnede mere EU-regulering, flere lønmodtagerrettigheder, mere lovgivning om sociale forhold, skatter, miljø osv. Dette har ganske givet være et argument i nogle kredse. Men imødekommelse af dette vil efter min opfattelse være en sikker opskrift på endnu et nej (og en økonomisk deroute for Europa).
Dette bunder i, at nejet i hovedsagen kan tilskrives en generel utilfredshed med unionens retning. En opfattelse af, at EU blander sig i de forkerte ting. Eller sagt på en anden måde: at de konkrete fordele borgeren modtager fra EU ikke opvejes af de følelsesmæssige, identitetsmæssige og praktiske omkostninger, medlemskabet medfører. Hvis EU skal fortsætte med at vokse sig stærk, er det denne diskussion vi må tage fat om, og ikke forfalde til de ovenstående argumenter om, at vi må gøre mere af det samme, for så skal den (langsomt opfattende) befolkning nok følge med.
De tre føderale principper
Kan føderalisme hjælpe os med en retning ud af krisen? Det mener jeg den kan. Det første princip i føderalisme er, at der skal være et eller flere niveauer, som har endelig beslutningskompetence over nærmere fastsatte områder. Det andet princip er, at magten skal allokeres til det led, hvor den er mest effektiv. Det taler umiddelbart for, at alle tunge ’high-politics’ emner skal være på det føderale niveau.
Men der er et tredje princip, som er lige så vigtigt som de foregående, men som i føderale sammenhænge ikke understreges nok: magten bør være decentraliseret i videst mulige omfang. Centralisering og føderalisering er ikke det samme! Og dér er debatten, for decentralisering og det ’effektive’ niveau er ikke nødvendigvis det samme.
Det er nødvendigt, at det decentrale hensyn i højere grad er styrende i EU. Selv om udenrigspolitik nok vil være mest effektiv, om det blev regeret på EU-niveau, så er sagen den, at det ikke er legitimt i befolkningen. Det burde ikke være nødvendigt at minde om, at legitimitet er grundstenen for demokratiet, men da teknokrater og andre med ’rationalitets’-skyklapper har en tendens til at glemme det, er det hermed gjort.
For at EU skal være effektivt OG legitimt, er det derfor vigtigt, at vi anerkender nationalstatens betydning. Det er nu engang denne enhed, som nyder befolkningernes første tillid. Og med god grund – nationalstaten har leveret varen de sidste hundrede år. Der er de som hævder, at nationalstaterne er tilfældige og moderne konstruktioner. Til det er vel bare at sige, at hvis man ønsker at bygge et stærkt og fungerende EU, må man tage udgangspunkt i virkeligheden. Det vil sige befolkningernes opbakning til nationalstaten, alt andet er at undergrave EU’s fremtid.
Men det betyder ikke, at EU ikke skal have kompetence til at beslutte ting med gyldighed for alle borgere. Det betyder, at hvis man er i tvivl, så skal beslutningen ligge hos nationalstaterne – og gerne i regioner og kommuner. EU skal gøre lidt, men gøre det godt. Der skal ikke detailreguleres, der skal ikke bygges store støtteordninger for at få nationale ’klienter’. Der skal fokuseres på det EU kan gøre godt – bl.a. frihandel, grænseoverskridende miljøemner og først og fremmest koordinering og forhandling.
Samtidig må der tages hensyn til EU’s grænser. En føderation skal være modtager af tillid og der skal være solidaritet mellem befolkningerne. Det er noget, som tager lang tid at bygge op – men det kan sagtens gøres. Tanken om krig mellem Tyskland og Frankrig og Storbritannien er i dag utænkelig. Integration i dybden kræver solidaritet, og dette arbejde hindres ved stadige store udvidelser. Derfor må Tyrkiet vente. Det er for stort, for fattigt og for forskelligt. EU må rodfæstes og opbygge fungerende institutioner og tillid. Først på et sådant tidspunkt kan det komme på tale at optage Tyrkiet.
Hvis man skal se efter en model for fremtidens EU, bør man ikke lede i USA eller Tyskland. Man finder det nemlig i Schweiz. På trods af landets beskedne størrelse er der tale om en føderation bestående af en række meget selvstændige kantoner, med fire forskellige sprog (fransk, tysk, italiensk og romanch og to religioner (katolikker og protestanter). Landet styres af et kollegium, hvor præsidentembedet går på skift. Der er tale om en høj grad af legitimitet til det føderale niveau og en stærk opslutning til det kantonale. Hvordan er det lykkedes? Ved at indrette love og regler efter det bærende princip, at cantonerne er de primære aktører. Således har føderationen overlevet mange hundrede år på trods af borgerkrige og eksterne krige. Hvorvidt man om mange år kan sige det samme om EU, er op til os.
Med varme fra Café Celestes udendoers pejs, en del taepper og den store brunch-tallerken afholdt Europafoederalisterne d. 30. april debatarrangement med lektor ph.d. Marlene Wind. 
Marlene Wind fokuserede ogsaa paa den oversete vaerdi som unionsborgerskabet har. 
Per Skrumsager Hansen fortsaetter som generalsekretaer og Henrik Garver som kasserer. Ian Hawkesworth blev genvalgt til bestyrelsen, mens Kent Kallehauge blev nyvalgt.
Hvordan ville et føderalt Europa se ud? Det spørgsmål stiller Florina-Laura NECULAI, som har været ansat på UEF Supra’s kontor i Bruxelles. 
